I huset

Sådan får du nemt bedre akustik med en akustikvæg

Du har sikkert været i et rum med dårlig akustik – måske et venteværelse eller et kontor. Måske har du også lagt mærke til akustikken, men det er ikke sikkert. Ofte oplever vi nemligt kun effekterne af dårlig akustik uden at placere skylden det rigtige sted…

Dårlig akustik kan gøre dig træt, give hovedpine og er hjælper generelt ikke på produktiviteten.

Hvad er dårlig akustik egentlig?

Helt grundlæggende er akustikken i et rum den måde lydbølger bevæger sig i rummet. Hvis der er store hårde flader, som står parallelt overfor hinanden, vil lydbølgerne kastes frem og tilbage og f.eks. tale og musik vil opleves rodet og utydeligt i rummet. Dette kaldes lyd-refleksioner. Du har sikkert hørt et ekstremt tilfælde af refleksioner i en trappeopgang, der ofte har en meget vild akustik. Det har også betydning hvilke materialer, der er brugt til væggene. Træ er meget blødere end f.eks. beton og giver i sig selv en bedre akustik. Nu vil du måske tænke – jamen er der ikke rigtig mange huse, der er bygget i beton med vægge, der står overfor hinanden? Og du har ret – jo, det er der nemlig!

Hvad kan man gøre?

I bund og grund er der kun én ting, man kan gøre for at få bedre akustik og det er at sørge for, at lydbølgerne kastes mindre frem og tilbage mellem væggene. En populær og æstetisk flot metode er med en såkaldt akustikvæg. Her vil man som regel have en væg dækket af akustikdug holdt på plads af lodrette lægter. For større effekt kan man have et skelet bag væggen enten med et hulrum eller med isolering som f.eks. rockwool.

Med blot en enkelt akustikvæg i et lokale, vil man opleve en stor reduktion i refleksionerne og en markant forbedret akustik.

Kan man bygge det selv?

Selv med begrænsede handyman-evner kan man sagtens selv bygge en effektiv akustikvæg. Sørg for at finde en akustikdug med en god bredde – gerne 3 meter. Jo større stykker, jo mindre skal du klippe og jo mindre skelet skal du bygge bag væggen. Processen er herefter simpel. Du bygger et skelet af træ i den dybde, der er plads til i rummet – 10cm giver et godt resultat. Hulrummet kan du med god effekt fylde med eksempelvis rockwool. Uden på skelettet hæfter du akustikdugen fast. De lodrette lægter skæres til og monteres med ens afstand i hele væggens længde. Husk at akustikdugen skal være brandhæmmende.

Hvordan fungerer det?

Nu har du bygget en velfungerende ‘lyd-fælde’, hvor lydbølgerne ryger ind mellem lægterne og bliver fanget i hulrummet. Træ-lægterne vil stadig kaste en smule lydbølger ud i rummet, men det gør ikke noget, da lidt refleksioner er helt naturligt. Du vil nu opleve et rum, der er meget mere behageligt at tale i – også selvom der måske kører en radio i baggrunden.